Danmark som et ansvarligt og afbalanceret land

Opdateret 29.10.2007

Danmark er kendt for at gøre en indsats i resten af verden for demokrati, frihed, ligestilling og humanitær bistand.

Danmark kan desuden beskrives som et trygt samfund, hvor alle kan færdes overalt. For mange repræsenterer Danmark en sjælden og attråværdig kombination af samfundsmæssig og erhvervsmæssig dynamik og social tryghed for den enkelte.

Fonden kan derfor støtte projekter, der kommunikerer opfattelsen af Danmark som et samfund, der udviser ansvar globalt, nationalt og lokalt, og som er præget af omsorg, omtanke, velfærd, ligeværd og stabilitet.

Temaet kan også belyses i projekter, som retter opmærksomheden mod eksempelvis indsatsen for at styrke demokrati, overholdelse af retsstatsprincipper og menneskerettigheder, dansk udviklingsbistand, civil-militær samtænkning, den danske arbejdsmarkedsmodel, ligestilling, særlige træk ved den danske velfærdsstat, virksomheders sociale ansvar og andre måder, hvorpå danske virksomheder udviser ansvar over for miljø, medarbejdere og samfund, balance mellem arbejde og fritid m.m.